Klimablog

Stadig færre amerikanere mener klimaændringer skyldes menneskelig aktivitet

Indsendt af Lennart Kiil den 22. oktober 2009 - 22:01

På halvandet år er andelen af amerikanere, der mener, klimaændringer primært skyldes menneskelig aktivitet, faldet fra 47 til 36 procent.

Inden for samme periode er andelen, der mener, klimaændringer er et meget alvorligt problem, faldet fra 44 til 35 procent.

Færre mener også nu end tidligere, at der overhovedet foregår en global opvarmning i disse år. Tallet er gået fra 71 procent i april, 2008 til 57 procent i oktober, 2009.

Fjernvarme - og fjernkøling - kan halvere CO2-udledning i udenlandske storbyer

Indsendt af Lennart Kiil den 19. oktober 2009 - 9:39

Mange storbyer verden over kunne spare væsentlige mængder CO2 ved at skifte fra individuelt opvarmede og nedkølede lejligheder til en veltilrettelagt fjernvarmeløsning.

Danmark ligger inde med en stor ekspertise om fjernvarmeløsninger, fordi modellen allerede er udbygget i tætbebyggede områder. I mere tyndt befolkede områder duer fjernvarmemodellen ikke.

http://www.energymap.dk/Newsroom/Halve-CO2-emissions

Elinor Ostrom om bæredygtighed

Indsendt af Lennart Kiil den 13. oktober 2009 - 18:32

Elinor Ostrom, der netop som den første kvinde har vundet Nobelprisen i økonomi, forklarer her, hvordan sociale regler kan hjælpe os til at omgå problemet omkring Fælledernes tragedie.

Prisen kommer på et godt tidspunkt, fordi menneskeskabt global opvarmning er et eksempel på Fælledernes Tragedie.

Norge vil være CO2-neutralt i 2030

Indsendt af Lennart Kiil den 8. oktober 2009 - 18:38

På Bangkok-klimamødets sidste dag meldte den Norske regering ud med en målsætning om at være CO2-neutral i 2030.

I forhold til niveauet i 1990 satser Norge på en reduktion på 40 procent i 2020. Dermed matcher den norske regering, det krav u-landene og mange NGO'er har stillet de rige lande.

Mødet i Bangkok efterfølges af et møde i Barcelona i begyndelsen af november inden det for alvor går løs i København til december.

Tik, tak, tik, tak!

Indsendt af Lennart Kiil den 8. oktober 2009 - 12:48

Et nyt internationalt website bygget af en række klima- og miljøorganisationer har set dagens lys. Websitet hedder TckTckTck, hvilkte umiddelbart lyder lidt mærkeligt, men det svarer til, når vi på dansk verbalt symboliserer tiden, der går, ved at sige 'tik, tak, tik, tak'. Borset fra at tiden nu går hurtigt, så det er bare 'tik, tik, tik'.

Tiden, der går, er nedtællingen til klimatopmødet i København den 7. december.

Se sitet her:
http://tcktcktck.org/

Dansk klimaforskningscenter åbner i dag

Indsendt af Lennart Kiil den 7. oktober 2009 - 14:25

Center for Regionale Klimaforandringer (CRES) skal ledes af Jens Hesselbjerg Christensen fra DMI og får blandt andet til opgave at skabe mere grundlæggende viden om fremtidens klima.

Det tværfaglige center skal blandt andet arbejde sammen med nogle af verdens førende klimaforskere fra flere danske forskningsinstitutioner som GEUS, KU, AU samt udenlandske som Bjerknes Centre for Climate Research i Bergen og fra University College of London.