CO2-afgift

En afgift der opkræves af en enkelt person, et firma eller en hel nation, der udleder kuldioxid (CO2). Når man brænder fossilt brændstof af, udledes der CO2 til atmosfæren. Denne udledning har en potentiel omkostning ikke blot for dem der udleder, men for alle. Ideen med en såkaldt CO2-afgift er at gøre det dyrere at bruge fossilt brændstof for at modvirke global opvarmning og for at finansiere tilpasninger til global opvarmning. På den måde opkræves en del af omkostningerne ved at bruge fossilt brændstof, som rammer alle, direkte af de ansvarlige. Fordi der ikke udledes drivhusgasser ved brug af vedvarende energi, opkræves der ikke CO2-afgifter af disse. Derved får vedvarende energiformer en fordel, hvilket vil fremme udbredelsen af den teknologi. I Stern-rapporten har man undersøgt muligheden for at bruge CO2-afgifter til at regulere den globale opvarmnings økonomi. En CO2-afgift vil være mest effektiv, hvis den gælder for alle lande. Der er andre måder at regulere den globale opvarmnings økonomi, som siges at være mere effektive, da de tillader markederne selv at finde de områder, hvor en reduktion i udledningerne er mest effektiv. Denne form for regulering sker i form af handel med CO2-kvoter.

CO2-afgifter i praksis

Sverige indførte en CO2-afgift i 1991 som et af de første lande i verden.¹ I EU har man siden 2005 haft et kvotesystem for kraftværker og industri, hvor prisen på udledning sættes af markedet.² Danmark indfører med den grønne skattereform fra 2022 en afgift pr. ton CO2-ækvivalent på virksomheders udledning. Den indfases fra 2025 og når i 2030 op på 750 kroner pr. ton for virksomheder uden for EU's kvotesystem og 375 kroner pr. ton oven i kvoteprisen for virksomheder i kvotesystemet. Reformen ventes at mindske udledningen med 4,3 millioner ton CO2 i 2030.³

Med aftalen om et grønt Danmark fra 2024 skal landbruget betale afgift af udledningen fra husdyr fra 2030: 300 kroner pr. ton i 2030, stigende til 750 kroner i 2035. Et bundfradrag på 60 procent gør, at den reelle afgift er 120 kroner pr. ton i 2030 og 300 kroner i 2035.⁴ En CO2-afgift i ét land kan få produktionen til at flytte til lande uden afgift. Derfor har EU fra 1. januar 2026 indført en CO2-grænsetilpasning, hvor importører af cement, jern og stål, aluminium, gødning, elektricitet og brint skal betale for den CO2, der er udledt ved produktionen, til samme pris som i EU's kvotesystem.⁵