En afgift der opkræves af en enkelt person, et firma eller en hel nation, der udleder kuldioxid (CO2).
Når man brænder fossilt brændstof af, udledes der CO2 til atmosfæren. Denne udledning har en potentiel omkostning ikke blot for dem der udleder, men for alle. Ideen med en såkaldt CO2-afgift er at gøre det dyrere at bruge fossilt brændstof for at modvirke global opvarmning og for at finansiere tilpasninger til global opvarmning. På den måde opkræves en del af omkostningerne ved at bruge fossilt brændstof, som rammer alle, direkte af de ansvarlige.
Fordi der ikke udledes drivhusgasser ved brug af vedvarende energi, opkræves der ikke CO2-afgifter af disse. Derved får vedvarende energiformer en fordel, hvilket vil fremme udbredelsen af den teknologi.
I Stern-rapporten har man undersøgt muligheden for at bruge CO2-afgifter til at regulere den globale opvarmnings økonomi.
En CO2-afgift vil være mest effektiv, hvis den gælder for alle lande. Der er andre måder at regulere den globale opvarmnings økonomi, som siges at være mere effektive, da de tillader markederne selv at finde de områder, hvor en reduktion i udledningerne er mest effektiv. Denne form for regulering sker i form af handel med CO2-kvoter.