Det geocentriske verdensbillede, hvor Jorden var universets midtpunkt, var almindeligt accepteret i middelalderen, indtil observationer modbeviste denne hypotese.
En videnskabelig hypotese er en formodet forklaring på et fænomen, som kan testes ved eksperiment eller observation.
Formuleringen af hypoteser er en del af den videnskabelige metode. Den videnskabelige metode er i korte træk:
Observation af et fænomen → formulering af en forklaring (hypotese) → lave forudsigelser ud fra hypotesen → udføre eksperimenter eller yderligere observationer af fænomenet → afvise eller acceptere hypotesen som forklaring på fænomenet.
Når en hypotese er blevet testet mange gange og af uafhængige forskere, og der ikke er nogle uoverensstemmelser mellem observationer og forudsigelserne, bliver hypotesen til en teori.
Styrken ved den videnskabelige metode er, at teorier ikke afhænger af den enkelte videnskabsmand, eftersom det står enhver frit for selv at gentage testen og bekræfte (eller afkræfte) teorien. Faktisk kan en hypotese eller teori kun anses for at være videnskabelig, hvis det er muligt at teste dens rigtighed. Det vil sige, at når resultaterne fra et eksperiment afviger fra dem, som forventes ifølge en teori, har eksperimentet bevist at hypotesen og dermed teorien er forkert.
Hypoteser der ikke kan modbevises, er ikke videnskabelige.
Selv når der er videnskabelig konsensus om en teori, er den ikke en lov. Det kan altså godt senere vise sig, at teorien ikke kan forklare nye eksperimenter eller observationer og derfor må forkastes. I stedet vil man så formulere nye hypoteser, som kan testes.