Kompensation for udledning af kuldioxid ved tilsvarende reduktion i udledning et andet sted.
Internationale aftaler begrænser hvor store mængder drivhusgas et firma eller et land må udlede. Hvis et firma eller et land udleder mere end den tilladte mængde, kan de kompensere for overskridelsen ved at betale et andet firma eller land for at udlede tilsvarende mindre. Dette er klimakompensation (carbon offset).
Der er adskillige drivhusgasser med forskellige potentialer for at bidrage til den globale opvarmning. For at man nemt kan udregne og sammenligne klimakompensation, udregnes den i tons kuldioxid-ækvivalent. En klimakompensation på ét ton svarer altså til en reduktion på ét ton kuldioxid, eller det der svarer hertil af en anden drivhusgas.
Der eksisterer to markeder for kvotehandel. På det frivillige marked kan enkeltpersoner og firmaer hjælpe med at afbøde den globale opvarmning ved at købe klimakompensation. Dette gøres af idealistiske grunde eller for at forbedre et firmas image eftersom der ikke er nogle lovkrav om denne form for frivillig klimakompensation. Dette udgør et lille, men dog voksende marked.
Det største marked for kvotehandel er der, hvor lande og firmaer er forpligtiget af aftaler til at begrænse deres emission af CO2 og andre drivhusgasser. Her er kompensationen en måde at opfylde allerede vedtagne målsætninger. Dette marked er vigtigere eftersom der her handles med større mængder klimakompensation.
I Kyotoaftalen gives der mulighed for at regeringer og private firmaer kan optjene kulstofkredit, der kan handles med på markederne for klimakompensation. På den måde gives der mulighed for at forbinde det frivillige og regulerede marked for klimakompensation.
Klimakompensation består i praksis af projekter med lav eller ingen udledning. Den mest almindelige type projekter er vedvarende energi. Et andet eksempel er plantning af træer, der kan fungere som kulstofdræn.
I teorien er klimakompensation et mere effektivt værktøj i kampen mod global opvarmning end CO2-afgifter, da en reduktion i udledning kan ske der, hvor der er færrest omkostninger forbundet med reduktionen.