Kvotehandel

Et system der har til formål at reducere den globale udledning af drivhusgasser ved at skabe et handelsmarked, der gør det muligt at lave reduktionerne der, hvor det påvirker den lokale økonomi mindst.

Det primære formål med kvotehandlen er at effektivt mindske udledningen af kuldioxid og andre drivhusgasser for at begrænse den globale opvarmning.

Siden IPCC identificerede udledningen af kulstofdioxid fra afbrændingen af fossilt brændstof som den primære årsag til de nuværende klimaændringer, har kvotehandlen været et vigtigt redskab i forsøget på at mindre denne udledning.

Kvotehandlen kaldes sommetider for 'cap and trade' på engelsk. Kvotehandel er tæt forbundet med klimakompensation. Når et land eller en virksomhed tildeles en bestemt kvote på deres udledning af kuldioxid, har de mulighed for at købe kulstofkreditter, hvis de ikke kan holde sig inden for kvoten. Sælgeren af kulstofkreditten mister samtidig noget sin kvote. Dette kaldes for klimakompensation.

Den centrale myndighed som sætter grænsen for udledningen, er normalt en international myndighed, hvor de deltagende lande enes om bestemte grænser. Det vigtigste eksempel på dette er Kyoto-aftalen, der hører under UNFCCC. Den pågældende myndighed kan dog også være på et nationalt eller regionalt niveau. I disse tilfælde omtales det ofte som klimalovgivning.

Et eksempel på regional klimalovgivning er EU's kvotehandel, der har til formål at hjælpe EU-medlemslandene med at nå målene i Kyoto-aftalen. Internationale aftaler kan altså kobles sammen med regionale aftaler for på mere effektivt at opfylde aftalen.

Kvotehandel anses af mange for at være et mere effektivt redskab end CO2-afgifter, fordi kvotehandel gør det muligt at begrænse udledningen der, hvor det har den laveste omkostning for samfundet. Takket være den højere effektivitet af kvotehandlen, kan der laves flere investeringer i vedvarende energi og andre bæredygtige projekter.