Kondensation af atmosfærisk vanddamp, som returnerer til Jordens overflade.
Kondensation af vanddamp til skyer sker som en del af vandkredsløbet. Når skypartiklerne bliver for tunge til at blive i luften, falder de som nedbør. Der er forskellige typer af nedbør afhængigt af de atmosfæriske forhold. Den kan falde som flydende regn eller i frossen form som sne, hagl eller slud.
Med den globale opvarmning forventes koncentrationen af vanddamp i atmosfæren og dermed nedbøren at stige. En større del af nedbøren forventes desuden at falde som regn i stedet for sne. Når der falder mindre sne, og det smelter hurtigere, vil der være en formindsket forsyning af smeltevand igennem året fra gletsjere og snedække. Dette kan gøre det vanskeligt at opretholde en stabil vandforsyning i mange områder, som afhænger af at smeltevand fra bjergkæder fylder vandreservoirerne. Desuden vil ændringen have betydning for Albedo og oversvømmelser.
Fordelingen af nedbør forventes også at forandres, når de atmosfæriske cirkulationsmønstre ændres. Det vil resultere i en større forekomst af tørke i nogle områder, mens andre vil oversvømmes. Ifølge FN's klimapanel, IPCC forventes vandtilgængeligheden at stige ved høje breddegrader og i nogle våde tropiske områder, men at falde i midt-breddegrad områder og i de tørre troper.